Folkemedisin og gamle lægeråd
Her er endel råd om det en regnet som god og virkningsfull medisin i bygda for knapt 150 år siden. Fra håndskrevet bok i museets samlinger med tittel: Fortægnelse over adskillige lægemidler, tillige med complæt vadsketabelle. Af Anders Jos. 1837.
Sneppert og Kopphorn. Snepperten hadde en eller flere små kniver som var fjærbelastet for å ta hull på huden. Med kopphornet ble blodet sugd ut ved å danne vakuum.
Mod tandpine.
Noget sukker smæltes i en skee over et lys, og blandes med fint stødt peber: man danner somaa kugler deraf og stikker dem ned i den hule tand. Enerolje paa bomuld ba øret som bindes fast, lindrer smærten betydeligt, saavel som gjentagende lukten på salmiak spiritousa standser også smerten.
Mod utøi.
Renlighed er det viktigste middel mod utøi, thi dog er selv den renligste menniske let udsat for at befænges deraf. En smule såkaldet ryttersalve smurt paa utøibefængte steder fordriver dem snart. Klæder dær ere opfyldte med utøi, lægger man på et ret heed bagerovn, og banker dem godt, efter at de ere afkjølede, hvorved utøier straks gaaer bort.
Mod vorter.
Man bestryger vorten med saften af svaleurt, eller ætser dem bort med lapis Infærnalis d.e. helvedes steen.
Mod hoste.
Har man hoste maa man kun spise lidt, og det kun frugter, hage-vækster æg og brød. Kjød, fiskesupper viin og brændeviin, ere skadelige. En thee af species pectorales, som man kan fåe i ethvært apotek, vil ved at drices flittigen heve hosten.
Mod mavekneb.
En varm steen lagt paa maven, og flittigen dricken af en thee af romerske camilleblomster, saavelsom krusemynte thee, lindrer smærten.
Mod hovedpine.
Et omslag enebær, sammen med pulverisered krusemynte, som med viinædik ere stødte i een morter til en tyk grød, og bundet paa panden, indrer smærten. At befugte hovedet med eau de cologne, eller med maiblomstervand har samme gode virkning.
Mod brændte læmmer.
Et omslag raae fint revne kartofler på et linned trækker branden ud.
Mod frost.
Er der endu kulde i dem, såa stekker man de frosne dele naar det er snee, ned i snee, dette trækker all frost ud. Er der ingen snee gjør brugen af varmet og fortyndet enerolje samme gode virkning.
Mod øiensygdomme.
Ved betændelse og trykkende smærte i øinene, tager en friske blommer, disse deles i to halve dele, og man lægger halvdelen paa hvert øie om aftenen før sengetid, og binder det fast med et linned. Dette hjelper best for daarlige øine.
Mod gale hunders bidt.
Saaret maa saasnart som muligt udvaskes med lunkent vand pulverisered med spansk flue, som strødes i saaret: et stykke linned bestrøget med kongesalve bindes paa.
Mod ærgrelse og forskrekkelse.
En theske fuld af cremor tartari, eller i mangel deraf ligesaameget kjøkkensalt, taget i en speseskee koldt vand gjør god nytte.
Mod frægner.
Sjældent lader frægner sig ganske fordrive, dog kan man lidt æfter lidt, fordrive dem naar man vogter sig for at gaae i solen den tidligste foraarstid.
De nærværende modærne hatte med stor skygge, gjøre baade børn og voxsne in denne henseende stor nytte.
Man vadsker sig da engang før solen har staaet op, med frøelig, og man vil da see fregnerne bortsvinde uformerket, naar man kun ikke iriterer huden påny, eller drikker naar mand er meget heed. MAN KAN FÅE SMUK HUD NAAR MAN NU OG DA VADSKER SIG MED EAU DE COLOGNE.
Mod lopper.
I bygninger og kamre ere rengjøren det beste beskyttelsesmiddel. Men have der personligen bleven befængt deraf, må en ryste sine klæder udaf vinduet til behørlig tid. Man sparer sig den uleilighed at dræbe dem.
Mangel på kyndig legehjelp i gammel tid, førte til at mange forsøkte det som bød seg av kjerringråd og overtro når de ble syke.
Tegningen er ment å illustrere en noe dyster situasjon av et menneske som har søkt hjelp hos Iggelkjerringa for å få tappet seg for urent blod. Den såkalte «legeiglen» som finnes i enkelte innsjøer og vann i Trøndelag og lenger sør i landet, ble brukt mot alle sykdommer. Iglene ble satt på huden, og sugde seg fast der. Kunne det ikke skaffes igler, ble det å gå til koppkjerringa for å få seg «koppet». Hun brukte først Snepperten f or å ta hull på huden, så kopphornet eller hun varmet opp et dramglass som ble satt på, når glasset ble kaldt, dannet det seg vakuum i glasset og blodet ble sugd ut. Denne metoden ble brukt helt til begynnelsen av vårt århundre, men da mest mot byller og annen betennelse.
Tekst, tegning og foto av Steinar Berg
Hentet fra Årbok 1981
Legg igjen en kommentar