|
Naar man endog i Slutningen
af Mai Maaned kom reisende ind Fjorden fra Trondhjem, blev
man allerede ved Ytter- øen opmærksom paa,
at Vandet var tykt og havde en blaaagtig Farve som af Lere,
og jo nærmere man kom ind- over mod Værdalselvens
Udløb i Trondhjemsfjorden, jo mer blev man overbevist
om, at noget usædvanligt maatte have foregaaet. Dampbaadens
Fart sagtnedes mer og mer paa Grund af det tykke med Lere
opblandede Vand og i stedet for at gaa op til sit vanlige
Lossested ved Bryggen i Elven lagde den til langt ude. Ved
at spadsere langs Elven blev man forundret over, dens forandrede
Udseende, idet den var opfyldt af Trær og Morads og
flere Steder havde der dannet sig store langstrakte Ører
af Ler og Grus.
Noget maatte der være
foregaaet, og om dette Noget kunde hvert Barn gi Underretning:
Et stort Jordskred var foregaaet ca. 7-8 Kilometer oppe
i Bygden Natten til den 19de Mai. Vi skal i det følgende
saa godt vi kan søge at skildre denne forfærdelige
Ulykke, hvorved 111 Mennesker omkom og ca. 10-11000 Maal
Jord ødelagdes, idet vi forudskikker Bemærkningen,
at Ord ikke er istand til at skildre Ulykken i dens forfærdelige
Udstrækning og endog ikke den mest spillende Fantasi
kan tilfulde fatte den Ødelæggelsens Vederstyggelighed,
som den før saa smukke Dal nu gir Indtryk af.
Det blir derfor kun
en nøgtern Beskrivelse af Ulykken og Ulykkesstedet,
saagodt som vi, efter et flere Dages Ophold paa Stedet og
efter personlig at have talt med en Mængde Deltagere
i og Øienvidner til Katastrofen, kunde sætte
os ind i den, i det følgende vil byde Læseren.
Værdalen
er en af Landets smukkeste og bedst drevne Bygder paa samme
Tid som det skal være et af Landets bredeste Dal-fører.
Værdalselven løber med jevn Vandføring
midt gjennem Dalen og rinder ved Værdalsøren
ud i Trondhjems-fjorden. Dalen er historisk bekjendt formedelst
,,Slaget ved Stiklestad" og har været meget besøgt
for sin Natur-skjønhed, paa samme Tid som man har
valfartet til "St. Olafs-Støtten", der
er reist ved Stiklestad paa Bakken ovenfor det Sted, hvor
Traditionen melder, at Kongen faldt. Her har Katholikerne
efter Forlydende kjøbt et lidet Jordstykke, hvorpaa
skal opføres et Kapel til Minde om Kristendommens
Seir over Hedenskabet.
Ogsaa i tidligere Tider
har Værdalen været hjemsøgt af lignende
Ulykker, som den, vi nu skal berette om, men dog ikke tidligere
i det Omfang som nærværende. Herpaa tyder bl.a.
forskjellige Gaardsnavne saasom "Lerfald", "Follo"
- hvilket vistnok tidligere har været udtalt "Faldet"
el. lign. - "Landfald" osv., og synes Dalens Beskaffenhed
flere Steder at bære Vidnesbyrd derom.
Aarsagen
til dette store Skred, kan efter Fagmænds Udtalelser
ikke være Vandflom i Elven, da Vandføringen
paa denne Tid heller var liden paa Grund af Tørke
og saasom Sneen paa Fjeldene endda ikke havde begyndt at
tine noget videre, da det var surt og koldt.
Professor Brøgger,
der har været ved Ulykkesstedet og anstillet Iagttagelser,
mener at Tilgangen er saaledes, at den regnfulde Høst
ifjor har bragt usædvanlige Masser Vand ned i Kvikleren,
hvoraf Underlaget bestod, og da Kvikleren optager og beholder
Vandet, akkurat som en Svamp, har den holdt paa det, indtil
den i sin porøse Tilstand ikke længer kunde
bære Jordlaget ovenpaa, der har været meget
høit, og er saa begyndt at seile. Jorden ovenpaa
har været svært tør, er revnet og har
Stykke for Stykke sunket ned i Kvikleren, som har fragtet
den med sig gjennom den trange Dal til Elven.
Jordskredet
er gaat Stykke for Stykke og har varet vistnok omkring en
halv Time. En Pige, som hørte Skredet og reddede
sig ud, sprang fra Gaard til Gaard og vækkede Beboerne
og da hun var kommet til den øverste Gaar, saa hun
sit Hjem synke. Hendes Løb varede ca. 15-20 Minuter.
Flere andre har sett den ene Gaard efter den anden glide
ud og der har været kortere eller længere Tid
mellom hver Udglidning.
Det udgledne Terræn
(Follodalen) har bratte Styrtninger paa hver Side, og Jordmassen
har gledet ud gjennom den trange Dal, over Elven og helt
bort til Høiderne paa den anden Side, - en Strækning
paa 3-4 Kilometer - rivende med sig og begravende alt under
sig. Mødende Høiderne paa den anden Side Dalen,
vældede det igjen tilbage mod nordre Side, og den
udskredne Masse, der omfatter et Areal af 2700 Meter fra
øst til vest og 2000 Meter fra nord nedover mod Elven
og udgjør 40 Millioner Kubikmeter, dækker et
Areal af 8 Kilometer i en gjennemsnitlig Høide af
5 Meter (paa enkelte Steder er Lerlaget optil 20 Meter høit).
Idet Massen gik over
Elven optog den Vandet i sig, fyldte Elveleiet og dæmmede
op over hele Dalens Bredde saaledes, at Vandet ikke fik
Løb, men blev staaende ved Dæmningen oppe ved
Melby. Her samlede da Vandet sig og fyldte efterhvert Dalen
opover (Vuku), saaledes at en Strækning paa 5 Kilometer
efterhaanden blev staaende under Vand. Dæmningen heroppe
skal være ca. 10 Meter høi.
Vandflommen
Saa blev der da Vand nok. Gaardene heroppe i Dalen blev
den ene efter den anden omflydt af Vand og man maatte begynde
at flytte ud. Mangfoldige Gaarde er blevet mer eller mindre
ødelagt. Markerne staar under Vand og uvist er det,
om der iaar blir saa tørt, at nogen af dem kan gi
videre Avling. Flere Husebygninger er fuldstændig
øde- lagte, saasom Volen, østre, Eier Ole,
hvis Gaard har en Skyld af 12 Mark 3 Øre, Volen,
vestre, Skyld 13 Mark 24 Øre, Baldgaard, vestre,
Eier Elling, Skyld 12.07, og mange andre blir saapas ramponeret,
at der maa en grundig Reparation til, før de kan
bli saa nogenlunde beboelige.
Under Vand staaende
Gaarde er desuden: Gudding, vestre, Skyld 23.12, Gudding,
østre, 20.51, Balgaard, nordre, 5.15, Opem 9.92,
- Næset 1.44, Krokstenen 064, Kveldstad, vestre, 9.79.
Kveldstad, østre, 9.78, Stubskind, Ofskind, Bredeng,
Slapgaard, Mønnesnes o.fl., hvilke alle lider mer
eller mindre Skade paa Jord og Eiendom. Saaledes fortæller
Ole Danielsen Kveldstad, at han ikke har saa meget dyrket
Jord bar, at han kan sætte en Bøtte Potetes.
Hele det her under Vand staaende Jordareal er ca. 1000 Maal.
Vandet har nu begyndt at bryde sig gjennem Dæmningen
og taget sig Leie i Lermassen. Herved opstod nye Vanske-
ligheder, idet det skulde søge sig Løb. Vandet
kom derved til at sætte ind paa nogle Eiendomme, der
laa lavere end Leren og satte dem under Vand samt ødela
Husene, saa disse er ubeboelige nu, efter at Vandet er vendt
tilbage til sit Leie i Leren.
Saaledes beskadigede
er samtlige Lyngsgaarde og Lyngsvold samt Fæby, hvilken
sidste Gaard alene har en Skyld af 29 55. De 4 Lyngsgaarde:
mellem, østre, - vestre, - søndre, vestre
og søndre, østre har hver en Skyld af 13-14
Mark. Desuden Ekle, Skyld 24.96, Bjertnæs 56.03, Reinsholm
2.69 og Hougsholm 4.94.
Panikk
Efter at Jordskredet var gaaet og Elven standset i sit Løb
samt den hele Dal i all sin Bredde dæmmet ved Lermasse
for Vandets Løb, begyndte man paa Værdalsøren,
som ligger ca. 10 Km. nedenfor Ulykkesstedet, at frygte
for, at naar nu Vandansamlingen brød sig igjennem
Leren, vilde det tage sig nyt Leie og oversvømme
Øren. Ulykkesdagen og nogle Dage senere, laa Elven
ved Øren aldeles tør, saa man fangede Lax
med Hænderne. Imidlertid blev det snart anderledes.
Flom fra Fjeldene stødte til og Vandstanden øgede
paa, saa at snart blev Dæmningen gjennem- brudt, og
da var der ikke Tale om Elveløb længer.
Hele Dalen var jo udjævnet
til en eneste stor Flade med enkelte Forhøininger
af Lere og nogle Hustag stikkende op her og der, saa nu
kunde Vandet frit gaa, hvor det vilde. Under disse Omstændigheder
havde man ogsaa god Grund til Frygt, og man blev saa meget
mer bestyrket i denne, da Vandmasserne kom vældende
over de lavere end Leren liggende Eiendomme Lyngsgaardene,
Ekle, Bjertnæs og Fæby, og man saa, hvordan
Vandet satte an just lige mod Øren.
Fæbys Udmark blev
helt oversvømmet og derved blev Vandet ledet ned
helt til Øren, men havde dog først en ikke
saa liden Mæl at overvinde. Her stod Militæret
ferdigt til at gjennemgrave "Tinden" for at skaffe
Vandet Udløb og redde Øren, om ikke Vandet
skulde have strømmet tilbage og gaaet ned sit gamle
Løb. Efter en lang Omvei gjorde den dog det og vendte
ved "Tinden"s Spids ned i sit gamle Leie, naturligvis
hver Time undergravende Tinder mer og mer. Ved Faschinering
reddedes dog denne og ligesaa Værdalsbroen, hvor Vandet
satte an med forfærdelig Kraft. Her kjørte
man Steen uafladelig i flere Dage og den betragtes nu som
reddet. Med Vandet kom ogsaa Lere, Dele af Husgeraad og
Bord og Tømmerstumper samt Trær, Buske, Morads
og Torv o. a. lign. Dette lagde sig tildels i bunden og
store Ører dannede sig i Elveløbet. Derfor
kunde Dampbaaden en Tid ikke gaa op til Bryggen, som før
nævnt.
Værdalsørens
Beboere begyndte da i Hast at rømme sine Huse for
Indbo, Varer og alt muligt og flyttede det op paa omliggende
Høider. Heri bistodes de af tililende Folk og ankommet
Militær, der bl.a. forrettede Vagttjeneste om de udflyttede
Eiendele. - Efter nogle Dages Forløb kunde man dog
igjen flytte tilbage, da Vandet havde taget saa nogenlunde
det gamle Løb igjen.
Katastrofen med Jordskredet
foregik om Natten mellem Kl 12-1. Øienvidner paastaar,
at de har set som en blaa Taage stige op, hvor Faldet er
foregaaet, hvorledes de har kjendt Lugt som af Svovl i Forbindelse
med, at der har været en Dur og Drøn, som af
Tordengang. Nogle har antaget Rystelserne, samt hvad de
ellers har set og hørt; for Dommedags Komme og har
git sig over, og andre har igjen gjort alt muligt for at
redde sig selv og andre, da de har mærket Ødelæggelsen.
Ulykken er begyndt oppe
ved Jermstad, Follo, Kraag og Trygstad, og har derfra fortsat
og taget med sig alt, saa intet uden en gabende Afgrund
paa ca. 20 Meter er igjen deroppe, som et Minde om Ødelæggelsen.
Nedenfor skal vi lade
Øienvidner og Deltagere selv fortælle sine
Oplevelser fra Ulykkesstedet og begynder vi da med:
Jermstad,
Eier Jacob og Hustru Jonetta; de var begge ældre Folk.
Med dem opholdt sig paa Gaarden deres datter Martha samt
hennes 2 Brorsønner, Edvard netop konfirmeret og
John ca 12 Aar. Huset er forsvundet og allesammen forulykkede
de.
Jermstad (Peersgaarden),
Eier Gustav Stiklestad og Hustru Serianna, begge middelaldrende
Folk. De havde en Søn Olaf i Kristiania paa Underofficersskolen,
Arnt, ca. 20, Salve 19, Julie 14, Thomas 13. Jørgen
9, Gudrun 7, Ole 5 og Gurruanna 3 Aar. 1 af Konens Søstre,
Bergitte, var fraværende, hvor imod Søsteren
Andrea Jensdatter omkom. Husene er forsvundet, kun en Vogn
skal være synlig af deres Sted. Alle forulykkede.
Endel Lig er senere fundet paa søndre Side Elven,
og blandt dem antages det sikkert, at der er nogle, som
har tilhørt dette Hus.
Disse 2 Gaarde har tilsammen
en Skyld af 22 Mark 49 Øre. Øvre Jermstad
ligger igjen umiddelbart ved Skredet, og det skulde være
rart, om ikke ogsaa denne Gaard gaar med.
Spandet,
Skyld 4.32, Eier Sergeant Karl Jermstad og Hustru Berntine.
Selv var han paa Stenkjærsanden ved Rekrutskolen,
da Ulykken overgik hans Hjem. Hans Hustru og 2 Børn,
Sofie 3 og Karen ½ Aar gamle forulykkede alle. -
Kaar- folkene paa Gaarden hed Lars og Karen og disse havde
en Søn, Lorents Bernhard, ca 12 Aar gl. Ogsaa disse
er samtlige forulykkede samt ligesaa Drengen Theodor Togstad,
Pige Anna Gustava Haukaa og Gjæterpigen Inga Olive
Martinsdtr. - Serg. Jermstads Hustrus Lig er fundet meget
lemlæstet.
Landhandler Olaus Bjertnæs
boende paa en Bygselplads under Gaarden Jermstad, og Elenanna,
hans Hustru. De havde 3 Børn, Odin 17, Marie 14 og
Alice 7 Aar.
Odin hørte Skredet
og var ude og saa sig om. Han varskudde sine Forældre
og de samledes alle i Kjøkkenet; da de imidlertid
skulde prøve at faa noget med sig, blev det forsent
for dem, før de kom ud og de fulgte alle med Skredet.
Odin blev uskadt gjennem hele Raset og reddede sig paa Land.
Umiddelbart op til Olaus
Bjertnæs Huse laa et Hus, hvor Skolelærer Johnsens
Enke, Gullaug, boede. Hendes Jord dreves af Olaus Bjertnæs.
Hos hende boede Inderst Johannes Jermstad samt hans datter
Dine. De sprang ud før Ulykken. Imidlertid vilde
han ind, sa han, og ta med sig Pengene sine. Hun sprang
til Smedhaugen og raabte "Fare"; hun har været
svag tilsinds og derfor vakte ikke hendes Raab nogen Opmærksomhed.
Hun fortæller selv hvorledes Konen der vaagnede og
sagde til hende "Holder du nu paa at slippe af igjen!"
og folkene, de la sig i god Ro til igjen. Hun sprang fremover
alle Gaardene og raabte. Hendes Far blev for sen; men hun
selv reddedes altsaa. Hun var i bar Natdragt. - I Smedhaugen
vilde de ogsaa havt Tid til Redning, men da de ikke agtede
paa hendes Raab, men blev liggende, gik de altsaa med.
Ordfører Tessem
og Hustru boede i Skolehuset, som af Raset førtes
ud. Staldbygningen staar igjen nede i Afgrunden, der hvor
før Kraag stod. Der stod hans Hest og spiste i god
Ro efter Ulykken, indtil man reddede den ud Pintsedag. Fra
Sta- buret, som ligeledes staar dernede, er reddet ud endel
Madvarer. Trappen ligger igjen, men huset gik med. Tessem
selv og Hustru er begge gjenfundne som Lig i Leren ved det
gamle Elveløb udfor Haga (ved Melbynæsset).
Begge Lig er lidt forslaaede,
hennes mere end hans, og Fuglene har hakket ud det venstre
øiet paa dem begge. - Tjenestepigen Ingeborganna
af Beitstaden fulgte ogsaa med Skredet. Hun sov i Skolestuen,
adskilt ved et Værelse fra det Rum, hvor Tessem og
Frue sov. Hun blev straks vækket af Ulykken og saa,
hvorledes Huset gik istykker og bevæget sig med en
forfærdelig Fart mod Haga, ca. 6 Kilometer fra det
sted, hvor Huset før laa. Her stansed skredet. Væggene
var reist - hun stod paa bare Stuegulvet - ligeoverfor Tessem
og Frue, der stod paa Gaardens Grund og talte sammen. Der
var da en Kløft mellem dem. Hun kastede resolut en
Planke over til dem. Fru Tessem gik ud paa denne efterfulgt
af sin Mand. I det samme glider Fundamentet paa den anden
Side, og begge styrter i Dybet og forsvinder i Lermassen.
- Ingeborganna blev senere udpaa Dagen uskadt reddet over
til Østgaard. Gjætergutten Olaf omkom.
Ordf. Tessem var Bygdens
meget betroede Mand. Han sad inde med adskillige kommunale
Papirer, ligesom han havde hos sig bl. a. ca. 300 Kroner
af Værdalens Meieri's Penge. Et Kamfor, hvori ca.
150 Kroner og en Fiskespade af Sølv blev først
fundet; senere skal hans Skatol, hvori Meieriets 300 Kroner
og andre Papirer, ogsaa være fundet. Da Ligene fandtes,
laa de bare og renvaskede af Elven.
Hr. Tessem havde kjøbt
sig lidt Jord af Gaarden Melby og skulde der opføre
sig Hus for at slaa sig tilro paa sine gamle Dage. Han kaldte
sit Sted "Nøisomheden". Bygningen var paabegyndt.
Den staar igjen. Han havde en studerende Søn i Kristiania,
som netop skulde op til Examen. Denne forlod strax Hovedstaden
og vendte tilbage did, hvor hans Barndomshjem havde staaet,
og hvor nu kun Død og Ødelæggelse var
tilhuse.
Kraag,
Eier Ove N. Haugskot, ugift. Paa Gaarden var foruden ham
2 Tjenestepiger: Husholderskens Navn Laura; Budeien hed
Martha. - Husene finder ved Lunden. Folkene er reddede ud,
men Ove selv er meget daarlig bagefter og Martha bragtes
paa Sygehuset; hvor hun fik et Ben amputeret paa Grund af
Skade.
Kraag, (Egge),
Eier Anders Larsen Tiller og Hustru Anna. Begge to samt
Sønnen Laurits, 2 Aar gl., er med Husene forsvundne,
ligesaa Gaardens Besætning.
Anders Tillers Lig gjenfandtes
udenfor Bjertnæs; han antages at have levet en længere
Tid efter Katastrofen, da der ved Siden af, hvor han fandtes,
var dannet et Leie, som han har lagt paa. Han maa altsaa
have omkommet af Sult og Kulde.
Kraag, (Gran),
Eier Thore og Hustru Ingeborg Anna. Disse laa nedenunder
og kom selv nøgne ud med en aarsgammel Gut, Gustav.
Hun raabte til dem ovenpaa. Og hun hørte, at de var
vaagne, men der var ikke Tid til at vente, thi Huset gled
allerede og knaged i Sammenføiningerne. Mens Gaardstomten
forsvandt i Dybet, sprang de for Livet og blev alle 3 reddet,
hvorimod deres 3 andre Børn: Petter 10-12 Aar, Sofie
omkr. 9 og Inger 5 blev igjen i Huset og forsvandt med det
sammen med Mormor Susanna fra Klokkerhaugen og et Fattiglem
Nils Faaren. I Forbifarten havde hun banket paa Vinduerne
i et Nabohus, hvor de sov endnu. Hun hørte Døren
blev aabnet - derpaa nogle rædsomme Skrig - og saa
intet mere. Dette Hus blev ogsaa borte - med alle sine Mennesker.
Follovald, Belbo, (Smedhaugen),
særskilt Eiendom, kjøbt af Follo, Eier Fetter
og Hustru Marie, begge middelaldrende Folk. Der var foruden
dem deres 2 Børn: Mette ca. 20 Aar og Marie 13 Aar.
Alle blev de med i Raset og fandt sin Død der. -
Mette var Medlem af Baptistmenigheden. Hendes Lig fandtes
senere nede ved Øren i en forskrækkelig lemlæstet
Tilstand. Det ene Ben var afrevet ved Hoften, Indvoldene
hang delvis ud, og hendes Øren var afrevne. Det var
her den svagsindede Pige varskudde, og hvor man trodde,
at hun igjen fik et Anfald af Sindsforvirring og derfor
la sig til uden at agte paa hendes Raab.
Follo,
Ingeniør John Rostad og Hustru Bergithe Magdalene,
middelaldrende Folk. Deres Børn Ole 12, Bjarne 10,
Marie 7, Ingrid 5, Helge 3 og Thormod Michael ½ Aar
gl., samt dertil Rostads Svigermoder: Enkefru Valeur. Tjenestetyende:
Anna Wold, Anna Olsdtr. Stubskind, Pauline Jermstadvald,
Barnepigen Mette, Gjæterpigen Oline Martensdtr. (kom
did Kvelden før), samt Visergutten Marius, 15-16
Aar.
Idet Gaarden førtes
afsted, sprang Fruen ud med sit mindste Barn. Hun og Barnet
(Thormod) samt Gjæterpigen Oline og Barnepigen Mette
omkom. De andre kom sig, idet Huset revnede, op paa Taget
og førtes paa dette afsted i en Længde af ca.
5 Km og havnede ved Rosvold, hvor de paa Morgensiden reddedes.
De havde da været udsatte for Kulde, Dynd og koldt
Vand i flere Timer og har lidt meget, blot iført
sine Natklæder som de var. Gjætergutten var
den eneste paakledte; han sad i god Ro og klædde sig
under Nedfarten samt legte sig med en liden Hunde- hvalp.
Ogsaa han kom sig udpaa Taget og reddedes paa Land. Besætningen:
10-12 Nøt og 3-4 Heste omkom samtlige paa 1 Hest
nær, der reddede sig selv.
Follostuen,
Anders og Hustru Elen. Deres ældste Søn Ole
exercerte paa Rindenleret; hans Hustru Sofie boede hos de
gamle paa Pladsen med sin aarsgamle Datter Marie. Desuden
var der Anders næstældste Søn Edin samt
Arne, 5 Aar og et aarsgl. Pigebarn, Maren Anna. Alene Edin
kom sig ud, idet han blev vækt af Bulderet; han sprang
fra Hus til Hus i bare Skjorten og raabte og skreg.
Han blev ganske forstyrret
ved Ulykken, men bedres nu daglig. Man standsede ham langt
borte i Bygden og fik ham iført nogle Klæder.
Han er den eneste reddede af det Hus foruden en anden Søn,
Bernt, der er Visergut paa Prestegaarden og altsaa bor der,
samt ham, som var paa Exercitie.
Movald,
Johan, fraværende; men Hustruen Serianna og Børnene:
Anton, Inga Sofie, Axel og Olga omkom samtlige.
Moan,
Martinus Mikvold og Hustru Mette Persdtr. - Børn:
Karen Magdalena 12 og Marie Pauline 7 Aar. Alene Konen blev
reddet. Hun fulgte med Raset til Gaarden Haga, hvor hun
kravlede sig gjennem Leren og op til Gaarden Mo, hvor Folket
var udflyttet. Det var en strid Tørn for hende, udmattet
som hun var af Maset i Leren og næsten ganske blindet
af Dynd. Træt som hun da var, satte hun sig først
ned paa Vaterbordet for at hvile lidt og kom sig derpaa
ind i Huset.
- En gammel Kone, som
flygtede fra Gaarden Haga, kom sig heller ikke længer;
hun hjalp den forkomne Stakkel til Hvile paa Gulvet og fik
breid nogle Klær paa hende. - Hendes Mann skulde op
paa Loftet for at redde Børnene; men baade han og
Barna forgik, idet Loftet faldt ned og Huset kom bort i
Lermassen.
Trygstad,
Skyld 12 Mark 50 Øre, Eier Thomas og Hustru Kjerstine.
Foruden dem Datteren Lovise, ca. 20 Aar gl., Tjeneste- pigen
Mette 18-20 og en Gjætergut Ole fra Inderøen.
Samtlige blev reddet med Undtagelse af Mette, som fandtes
død i Leren mellem Næs og Haga. - Thomas havde
været ude og seet paa Sagerne, og de forsamledes alle
ved Stalden. Saa siger han: "Her blir nok intet blivende
Sted," og da var Skredet helt oppe ved Gaarden.
Datteren skulde slippe
ud en Hest; hun var i Stalden og de andre ude, da Skredet
har løst. Her sad hun i bare Linnedet til hun udpaa
Dagen blev reddet til Land. Gjætergutten blev reddet
paa nordre Side, de andre paa søndre Side.
Da man ikke kunde faa
Heste og Kreaturer levende paa Land, var man nødsaget
til at dræbe dem alle.
Prestegaardsvallet. - Togstad,
Eilert, han var paa Prestegaarden og arbeidede; hans Hustru
Bereth var hjemme med 2 Børn, Odin 17 Aar og Paul
12 Aar gl. samt et Fattiglem, Lava omtr. 70 Aar gl. - Bereth
tog Lava paa Ryggen og sprang over Rognhaugen; hun saa sig
om efter Gutterne, men saa dem ikke; disse sprang imidlertid
en anden Vei, saa de alle reddede sig. - Husene ligger i
Sumpen, hvorfra baade nogle Penge og endel Klæder
er reddet op.
Togstad,
Peder Petersen, 30-40 Aar, Hustru Bereth og 5 Børn:
Anna Bergitte 10-12 Aar, Othelie 9, Ole 6, Gustava 3 og
Paul ½ Aar. De laa alle og sov, da Skredet gik og
fulgte saaledes med Huset, der standsede ved Mo. Kun Taget
er syn- ligt. De blev alle reddet op af Bygdens Folk. -
Peder var daarlig om Kvelden, da han kom hjem fra Arbeide,
og der han nu laa, blev han ganske undergravet af Lere,
da denne trængte ind i Huset. Hans Hustru derimod
var fri og hun grov Leren bort fra ham, da kun hans Hode
var synligt, saapas at han fik puste.
De og 4 af Barna blev
reddet - sandsynligvis gjennem Taget -, hvorimod det femte,
Gustava, døde Huset blev gan- ske og aldeles fyldt
af Lere, saa det har været alt andet end morsomt for
dem - Huset, hvilket vil forstaaes af, at Othelie døde
Dagen efter, at hun var blet udreddet, pa, Grund af Lemlæstelse.
Ole havde brukket Benet og Anna Bergitte fik Lungebetændelse
af Frost og døde paa Sygehuset. Kun det mindste Barn
blev paa en underfuld Maade friet for nogensomhelst Skade,
idet end ikke det mindste Lere har tilsmudset det.
- Baade Mand og Kone
har fuldt af Saar paa Hænder og Fødder efter
det anstrengende Arbeide i Leren, og den heltemodige kone
bar lagt i over en Uge pa, Grund af den Udmattelse og Skade
hun fik, ligesom Manden gaar omkring paa 2 Krykker.Herfra
blev ikke den mindste Ting udreddet.
Togstad,
Peder Rasmussen, havde i længere Tid været sindssvag,
Hustru Ane, Søn Theodor, 22 Aar, (tjente paa Spandet).
Ogsaa Theodor havde en Søn, som for en Maaned siden
var kommen did. Den lille Gut hed Einar og var 4 Aar. Huset
fulgte med Skredet og staar nu saa at sige lige godt ved
Haga. Samtlige 4 fulgte de med. De skulde netop til at saa
paa Pladsen om Dagen. - Udpaa Dagen kom Jægrene under
sit Redningsarbeide did ud til Pladsen og Peder gik da omkring
og plukkede Spon, da Gaardstomten er lige slet. "De
fik ikke røre sig!" - Han havde Ane der ogsaa,
sa han. Senere fik Magnus, Raadsdrengen paa Prestegaarden
bragt ham tillands.
Hans Hustru, Ane, blev
funden som Lig sammen med Sønnesønnen Einar.
Det var Guttens egen Mor, Ingeborg Anna Ellingsdtr., som
fandt ham. Han laa indunder Huset og der maatte rives for
at faa ham frem; da fandt man ogsaa Ane. Gutten laa med
en Tinske, han nylig havde faat og som han var meget glad
i, i Haanden; han har sandsynligvis paa Barns Maner ikke
villet undvære sin Skat, da han blev lagt tilsengs
om Natten, men har havt den med sig. Hans Mor er meget sørgmodig.
Hans Far, Theodor, fandt man ikke igjen. Han skulde have
været ude; men det berettes om ham, at han vendte
tilbage til Huset for at hente med sig nogle Klær,
og naar han saa kom ned, skal han ha sprunget sig udover
Faldet og blev borte. - Gamle Peer, som reddedes paa Land,
er senere død paa Sygehuset.
Trøgstadvald,
Ingvald, 60-70 Aar, hans Hustru Ane omkr. 60 Aar. Børn:
Liva 28, Annæus 25 og Elesæus 20 Aar. Ogsaa
Liva havde en aarsgl. Gut, Arne. Pigen fortæller:
"Vi vaagned af et forfærdeligt Bulder, og jeg
for i den største Forskrækkelse ud af Sengen.
Huset styrted øieblikkelig sammen, men jeg kom ud
mellem to af Stokkene i Væggen. Udenfor var vi alle
samlet, Far, Mor, mine to voksne Brødre og Barnet,
men straks forsvandt Husresterne, og hele det Stykke af
Jordskorpen, hvorpaaa vi stod, for med Skredet ned i Dalen,
Det gik med lynende Fart forbi de høie, Borte Lervægge,
indtil Farten blev langsommere nede i Dalbunden."
Endnu holdt det Torvstykke,
hvorpaa vi befandt os, sammen, men straks efter delte det
sig i to Dele, saaledes at Far, min ene Bror og Barnet blev
paa det ene og Mor, min andre Bror og jeg blev paa det andet.
Vi skiltes paa den Maade
et Stykke fra hverandre, dog ikke meget langt. En kort Stund
efter kom vi i en sterkere Fart igjen, og jeg saa, at det
andet Torvstykke sønderreves. Far og min Bror Annæsus
faldt paa Knæ og raabte til Gud om Hjelp i sin Nød,
men strax sank de ned i Leren, der lukkede sig over dem.
Jeg saa en Baand stikke, op, og saa forsvandt alt. Straks
efter standsed vi, men vi vidste ikke, hvor vi var. Landskabet
var saa fuldstændig forandret, at jeg ikke kjendte
min igjen.
Vi var omtrent 2 a 300
Alen fra fast Land paa Sydsiden af Dalen, overalt omgit
af den bløde Lersuppe, hvori vi ikke turde vaage
os ud.
Det var dog enkelte
fastere Partier nordover, og min Bror Elisæus forsøgte
at naa fast Grund derover. Han begav sig ivei, og jeg tabte
ham snart af Syne og har først nu faat høre,
at det lykkedes ham at redde sig til Haga.
Vi frøs forfærdelig
om Natten, da vi var i bare Linnedet og vaade og tilsølet
af Lermassen. Mor led især meget af Kulden. Hun maatte
lægge sig paa Markers og jeg rev op Mose og lagde
omkring hende, og jeg tror, at hun endog sov lidt en Stund.
Vi skreg af og til og
raabte om Hjælp, og Folk var ogsaa nede og saa over
til os, men de saa formentlig ingen Raad til at redde os,
før Kavaleristerne om Eftermiddagen kom og under
Ledelse af en Officer begyndte at bære Materialier
og bygge Bro. Vi blev reddet Kl. omtr. 4, og straks efter
reddedes en Pige fra Nabopladsen, som stod i Leren et Stykke
fra os. Jeg glemmer aldrig den Stund, da jeg var Vidne til
min Fars og Brors Dødsangst og saa dem bl levende
begravet i Jordmassen.
Mor frøs Tærne fordærvet, men er nu bedre
da hun er under Doktorbehandling."
Lilletrøgstad,
Jens Skogaas og Hustru Karen, middelaldrende Folk Han arbeidede
andre Steder og var sidst Bryggesvend i Trond-hjem. Barn:
- Marius og John Sigurd. Desuden Tjenestepigen Hanna, som
fortæller, at hun var sprunget ud fra Pladsen, da
Skredet kom og tog med sig en liden Gut paa 3 Aar, Sigurd.
De førtes med Skredet og hun tabte Be- vidstheden.
Naar saa Solen begyndte at varme udpaa Formiddagen, kom
hun igjen til sig selv og da hun hørte Stemmer i
Nærheden, begyndte hun at raabe om Hjælp. -
Det var Jægrene, som var derude paa Redningsarbeide,
og tilkaldte ved hendes Nødraab, begyndte de straks
at arbeide hende løs.
De havde ingen Spade
eller andet Værktøi forhaanden og tog sig da
for at grave hende ud af Leren, hvori hun laa, med Hænderne.
Det var et vanskeligt Redningsarbeide, da Leren var svært
blød og suppeagtig og Bordene, som de stod paa, sank
nedi efterhvert; men stadig bar man flere Bord til og endelig
fik de hende op og nede i det opgravede Hul fandt de ogsaa
Liget af lille Sigurd. Den medtagne Pige svøbtes
ind i en Kappe og bares paa Land.
Manden selv kom netop
hjem nogle Dage for Ulykken og baade han og hans Hustru
og begge Barna fandt saaledes sin Død her.
Trygstad, (Bjørklund),
Eier Anton og Hustru Ingeborg, begge unge Folk. Anton laa
i Lungebetændelse, Deres ældste Son Olaf omkr.
10 Aar, var borte paa Besøg hos en Slægtning.
Nærværende Barn Alfred 7½ Aar, Karen
Othelie 5 samt Inger 2 Aar. Konen gik høist frugtsommelig.
Alle og alt forsvundet i Skredet.
Eklosvedjan,
Erik Sæbo og Hustru Anna. Børn: Arthur Edvin
5, Johan 3 og Arne ½ Aar. Sæbo selv var paa
Arbeide paa Øren. Konen og Barna er alle forulykkede.
Han siger, at selv om der skulde have været Raad for
Konen til at berge sig, havde hun dog ikke villet forlade
sine Børn. Han har seet megen Ødelæggelse,
hvor han har færdes i Verden, men Mage til dette Syn
heroppe, har han aldrig været Vidne til.
- For sin egen Del blev
han heller ikke uberørt af Ulykken, skjønt
han jo ikke var tilstede ved Katastrofen; men ved at farte
omkring ved Ulykkesstedet, har han anstrengt sig, saa at
der er kommet Blodforgiftning i den ene Fod, formedelst
en Kveise han havde.
Kraagsmo,
Hans Nilsen, 36 Aar gl., Hustru Ingeborganna Olsdtr. 33
Aar. Børn: Sofie Augusta 9, Nils Marius 7½,
Marie Othelie 6, Ida Mathilde samt en gammel Kone, Berthe
Movald, 64 A gl., som var tilstede til Hjelp, da Konens
Far netop var død og hans Lig skulde begraves Pintsedag.
Hans Nilsen vaagnede
ved, at Bølgerne slog fremover Gulvet. Han sprang
da straks ud af Sengen selv og hans Hustru ligesaa. De tog
med sig Barna og Berthe Movald og da Huset revnede, sprang
de ud gjennem Væggen. - Hele Skredet kom mod dette
Hus, da det laa nederst i Follodalen. Presset af den store
Masse, dreves det først ned mod Haga, men da Massen
vendte tilbage fra den anden Side, flyttedes det igjen opover
Dalen og trykkedes tilside, saa det nu staar ligeoverfor
Eklo og Melby.
Det var selveiende Jord.
Hans Nilsen havde kjøbt den ifjorvaar. Han driver
ogsaa som Skomager og har arbeidet som Svend bl. a. Steder
paa Stenkjær. Paa Gaarden fødde han 2 Melkekjør
og 1 Kvige samt 8 Sauer. Dertil havde han 1 snart aarsgl.
Gris og 8 Høns - 7 Sauer blev reddet samt 6 Høns.
Resten ødelagdes.
Alle Folkene reddede
sig Men Jordbunden var saa blød, at Hans maatte med
bare Næverne rive Bord af Huset og deraf danne sig
en Bro i en Længde af etpar Hundrede Meter, indtil
han kom tillands. Saa bar han Barna, det ene efter det andet
og leiede den gamle Kone over. Hans Hustru sad igjen med
de mindste Børn tilslut. - Ingenting blev udreddet.
De tyede op til Gaarden Eklo, hvor Folket var flygtet ud
De fandt sig nogle Feller og la sig paa Gulvet, hvor Hans
i sin udmattede Tilstand snart sovnede ind. Ingen af Barna
tog noget Skade, - den mindste blev noget skræmt og
sky; men det gir sig nok. Men at de har ud staaet adskillig,
vil forstaaes af, at de alle var i bare Nat- dragt og det
blæste bidende koldt fra Øst. Hans, som gik
frem og tilbage på sin Bro flere Gange, blev saaret
i Benene af de mange Spiger og han har ikke mindre end 12
Saar i Fødderne efter sin Vandring. - Udenfor Buret
stod en Stang, hvor man hængte op Klær. Der
hang en gammel Gulvmatte og en Feld. Dette var det eneste,
som blev reddet. Han mistede ved Skredet al sin Eiendom
- ca. 7 -80 MaaI Jord ialt, og ellers hvad han havde
Han blev af Presten
forestilt for Prinsen som en meget modig Mand. 12 Spigersaar
i Fødderne foruden under Redningsarbeidet mange Gange
at have været under i Leren til opunder Armene!
Eklomyren,
Kristen; han boede alene paa sin Plads. Husene staar paa
samme Sted, men blev fyldt med Lere han var saa heldig at
komme ud - rigtignok nøgen, hvorpaa han flygtede
op til Eklo, hvor han vækte Folket.
Moager,
Magnus, Raadsdreng paa Prestegaarden; selveiende Jord -
det meste af den er gaat. - Husene staar aldeles ude paa
Kanten, saa man trodde, at ogsaa disse maatte falde, hvorfor
Soldaterne begyndte at rive. Siden det nu saa ud til, at
Husene ialfald foreløbig vilde bli staaende, ønskede
Magnus selv at fortsætte Nedriviningsarbeidet. - De
raabte til
Movald,
Karl Oluf, og her flygtede man straks ud alle sammen og
raabte op
Movald,
Gustav Nilsen og Hustru, der kom og hjalp dem med at tage
hver et Barn. - En gammel døvstum Kone, som var paa
Moager, bar man ud i Sengen, hentede Hest fra Prestegaarden
og kjørte hende bort. Magnus's Søn, Gustav,
blev ogsaa vækt; men da han kom ned, var de andre
allerede sprungne, og ør af Søvnen, som han
endnu var, la han paa Sprang bent udover mod Stupet, og
blev først var Faren, da han allerede havde den ene
Fod udover Afgrunden; men ved at kaste sig bagover, reddedes
han.
Gustav Nilsen siger,
efter at de nu er flyttet tilbage, at de sover ikke trygt
nogen Nat men i Drømme ser de frem-deles de mest
forfærdelige Billeder af Død og Ødelæggelse,
som faar dem til at fare op af sit Leie og gjør dem
angst og urolige.
Nordlyng,
Skyld 33 Mark 26 Øre, indehavdes af Gunder Vodals
Enke, Kirsten. Barn: Gerhard omkr. 14, Andreas 12, Konrad
10 og Gudrun 3 Aar Tjenere: Dreng Ole Martin OLsen, Pige
Marit fra Lexdalen, Pige Kjerstine Karlsen og Jæterske
Ingeborg.
Gaardens Eierske laa
med Barna nedenunder og Tjenerne ovenpaa. Husene blev af
Leren pressede bort fra sit Sted og er alle ganske ødelagte.
Enken Kirsten Vodal
beretter selv om hvorledes hun blev vækket om Natten
ved en uforstaaelig Bulder og sprang op af Sengen og vækkede
Barna. Netop ferdig dermed, kom Lermassen væltende
ind gjennem Døren og Vinduerne og fyldte Værelset
i kort Tid. Hun og Barna klatrede op paa Borde og Stole
og en af Gutterne kom sig endog helt op paa Klokkekassen.
Imidlertid blev der stadig mer Lere inde og tilsidst sprængte
den paatrængende Masse den ene Væg og nu blev
Værelset gangske fyldt, saa at tiltrods for at hun
stod med Hovedet helt op under Loftet, naaede dog Leren
hende til under Armene. Mindste Barnet laa paa Armene hendes
og Albuerne støttede hun paa Listen over Døren.
Det værste var
under dette kanske, at der var aldeles rammende mørkt
i Værelset og ingen Tilgang til frisk Luft, saa at
det lille Rum, der var aabent mellem Leren og Loftet snart
ikke havde frisk Luft nok til dem. I denne for-færdelige
Stilling befandt de sig i flere Timer. Da bad hun til Gud,
at han for Barnas Skyld maatte skaffe dem Lys og Luft, og
med engang sank Leren ved den indtrykte Væg saa meget,
at der kom en frisk Luftning ind til dem og paa samme Tid
saa meget Lys, at de kunde se sig omkring, hvordan de havde
det.
De ovenpaa værende
Tjenere havde reddet sig ud. Kirsten hørte Stemmer
udenfor og raabte ud alt hvad hun ork- ede. Drengen Ole
gik da ind paa Loftet over dette Værelse og brød
op Gulvet over hende og fik baade hende og Barna op og ud.
Tjenerne havde ikke trod, at de levede nedenunder, da Værelset
var fyldt med Lere, og havde derfor kun arbeidet paa sin
egen Redning. Da Ole hørte Kirstens Raab, gik han
straks igang med at bryde op Gulvet, og det gjorde han med
bare Næverne, da han intetsomhelst Værktøi
havde. Efter at have faat halet dem op af Leren i Værelset
bragte han dem bort paa en Haug i Nærheden, hvorfra
de kom sig til Prestegaarden, hvor den snille Prestefrue
tog sig af dem og stelte med dem. De var da alle yderst
forkomne af Lere og Kulde og havde lidt meget. 15 Timer
havde de tilbragt i sit uhyggelige Fangenskab.
Ole blev for sin Daad
forestillet for Prinsen. - Alt sit Arbeide gjorde han blot
med Næverne; men han er ogsaa en stor og sterk Karl.
Nordlyngsvald,
Martin Mule og Hustru Sofie Pedersdtr. med et Spædbarn
og et lidt ældre. Desuden Sofies Far, Petter Sørensen
med Dtr. Julie, 17 Aar og John, 6 Aar.
Pladsen var drevet væk
fra sit Sted ca. ½ Km, og laa nede i Leren helt til
Vinduerne i 2den Etage. Allesammen havde de kommet sig op
paa Loftet, hvorfra de efter flere Redningsforsøg
tilslut reddedes ud af Kavalleristerne, der blev opmeerksomme
paa deres Tilstedeværelse foranlediget ved en Viften
med en Hue fra 2den Etage. Da denne Plads laa saa midt oppe
i den blødeste Lervelling, var det ikke godt at komme
ud til dem, og flere paa- begyndte Brolægninger maatte
forandres, før man endelig var saa heldig at naa
dem og faa dem alle uskadte hand.
Hægstadvald,
Gunbjern og hans Hustru Serianna. En Søn paa Stenkjærsanden
og exercerte. Desuden Datterdtr. Sofie omkr. 14 Aar og en
gl. Pige, Kjerstine 60-70 Aar. - Samtlige reddedes. Sofie
hoppede ud at Vinduet og kom sig bort i en Older, hvor hun
sad i 15 Timer aldeles nøgen, da hun reddedes.
Nordlyngsstuen
Her boede en gammel Pige, Ane Johannesdtr.., 70-80 Aar.
Hun boede for sig selv i Olderskogen. Baade Huset og hun
selv forsvundet.
Pladsm. Petter Kristoffersen
og Hustru Bereth, Datter Kjerstine 19-20 Aar og Petters
Mor, som er Enke. - Samtlige blev reddet ud.
Lyngsgaardene
oversvømmet og ødelagt af Elven, som tog sig
Leie her, da den bred gjennem Dæmningen, er tidligere
omtalt. Af den store Besætning paa Nordlyng er kun
reddet 2 Heste og 1 Gris samt dertil 1 Hund. - Martin Færgestuen
har reddet sin Gris.
Søndre Side Elven.
Kaalen,
Handelsmand Johannes Kaalen. Hans Huse laa ca. 15-20 Alen
over Dalbunden oppe paa en Bakke. Nu ligger Leren helt over
1ste Etage og alle Husene er ramponerede. Hovedhygningen
er afbrækt paa Midten, Buret er ramlet overende og
Bryggerstuen er flyttet fra den ene Ende af Bygningerne
til den anden. Udhusene er trængt klods indpaa Hovedbygningen.
Flagstangen staar kneisende igjen over det Hele. Samtlige
Huse er flyttede fra deres Plads. Jordskaden er 20 Maal.
Der var 5 Mennesker i Huset, nemlig han selv og Hustru Pauline,
Dtr. Anna Johanna, 13 Aar gl., Drengen Martin og Pigen Lovise.
De laa i 2den Etage og blev alle reddet ud af andre derved,
at man bar Bord og la i ca. 100 Meters Længde til
en Bro. - Størsteparten af Handelsvarerne er gaaet
tabt, og det som er blevet reddet, er næsten alt mer
eller mindre beskadiget. Ligesaa med Indboet. Det, som var
ovenpaa, er udbjerget.
1 Hest og 1 Ko reddet;
3 Kjør og 7 Faar strøg med. - Tabet for Johannes
Kaalen blir noksaa føleligt, idet han nat- urligvis
ogsaa faar Tab af dem, med hvem han har staaet i Handelsforbindelse,
og som ligeledes er rammet af Ulykken. Af Pengeskuffen reddedes
15 Kroner. Han havde Kvelden før konvolutert og tranceret
en Pengesending og lagt denne ned i Pengeskuffen for at
expederes den følgende Dag. Denne i Forbindelse med
endel andre Penge - ialt ca. 180 Kroner - tabtes ved en
uheldig Manøvre ved Pengeskuffen, hvorved denne væltede
og Indholdet gik tabt. Alle Kjøreredskaberne er ogsaa
borte saa nær som en Vogn.
Lennnæs, nordre,
Husene staar omtrent paa sit Sted, men de staar under i
Lere til omtrent Tagskjægget. Eier Ole og Hustru Liva,
50-60 Aar. Børn: Karen 26, Ole 23, Gustav 20; i Tjeneste
var der en 13-14 Aar gl. Pige, Margrethe. - Alle blev udreddet
af andre. - 1 Hest og 4 Kjør, 2 Ungfæ, 2 Faar
og 1 Gris strøg med. Nogle Sauer reddet. Der var
1 Hest paa Rindenleret. Al Jorden for denne Gaard ødelagt.
Söndre Lennæs,
Husene er flyttet flere Hundrede Meter fra sit Sted og er
aldeles ødelagte. Eiedes af Enke Ragnhild Lennæs;
men dreves af Sønnen Ludvig, 34-35 Aar. Dtr. Rikke
30 Aar. Tjenestepige Elen 40 Aar, døvstum, samt Ludvigs
Brorsøn, 10 Aar, der var der som Gjæter. -
Samtlige blev de udreddet af andre. - 4 Ungfæ og 6
Faar gaaet med. - 1 Hest var paa Rindenleret; nogle andre
Kreaturer ogsaa reddet.
Plads under v. Lerfald,
Elenanna Pedersdtr. drev Pladsen. Der boede en Skomager,
John; begge blev de reddet ud. - 1 Ko og 2 Faar strøg
med.
Plads under v. Lerfald,
Johannes og Hustru Elen; Sønner: Ole 1820 og Johan
16-17 Aar. - Manden var syg; de reddedes ud af andre; senere
er Manden død. - 2 Kjør og 3 Faar strøg
med.
Parcel af ö. Lerfald,
Enkemand Ludvig Lerfald; Barn: Johan 15 og Marie Kristine
10 Aar. Faderen reddede sig selv; Johan kløv op paa
Taget og blev reddet af Folk, som Faderen tilkaldte, hvorimod
Marie omkom. - 1 Hoppe og 1 Føl strøg med.
Næs, vestre,
Johannes og Hustru Oline. 4 Barn. Alle Husene staar paa
sin Plads og alle blev udreddet, formedelst Husmanden, der
kom og vækkede dem. Konen laa i Lungebetændelse;
hende tog Johannes og Husmanden imellem sig og bar ud. Ældste
Sønnen Lars gik i Stalden og tog ud 1 Hest for at
kjøre Moderen; men da han kom ud med Resten, kom
Leren sigende og Hesten blev ræd. Lars selv blev kastet
overende og havde et farligt Styr. Da han kom med Hesten
havde hans Far og Husmanden allerede baaret hans Mor op
til Pladsen. - Hele Besætningen reddedes ud; men Leret
har overflydt Jorden og ødelagt denne.
Næs, mellem,
Ole 40 og Hustru Anna 35 Aar. 1 Son 3 Aar. Annas Mor: Enke
Guruanna, omkr. 70 Aar. - Samtlige blev reddet - 5 Kjør,
som stod færdige til at kalve, 1 Ungfæ, 1 Hest
og 4 Faar, strøg med. - Oluf Olsen, Næsvold,
der var en ihærdig Redningsmand; siger, at det var
den sørgeligste Gjerning, han havde været med
paa, da han var nødt til at dræbe de 5 Kjør,
som alle straks skulde kalve. - Folkene blev reddet ud af
andre. Stuebygningen og Staburet staar de øvrige
Hus er flyttet; al Jorden er ødelagt saanaærsom
lidt, der ligger ovenfor Bakken.
Lerfaldsaunet,
Petter og Hustru Guruanna. Der var 4 Børn han var
gift for 2den Gang og havde Laura 18 og Severin 15 Aar gl.,
af første ægteskabl og 2 smaa Børn af
andet ægteskab. Samtlige blev reddet, hvorimod 1 Hest,
3 Kjør, I Ungfæ og 7-8 Smaafæ strøg
med.
Næs, østre, (Skydsstation),
Elias Lyng og Laura Olsdtr. (Dtr. af forrigige Stationsholder
). Den samme Slægt har i lange Tider indehavt denne
Gaard, og den samme Velstand har altid været. Paa
Gaarden stod den meget omtalte og omskrevne "Næsbjørka"
bekjendt for sin Størrelse og Høide. Den var
en hel Seværdighed. Nu fandt vi den liggende ude i
Leren et godt Stykke borte afbrukket ved Stammen. - Fjøsbygningen
var opført af Sten med Stengulv, cementeret og fint.
Det saa ud til at skulle trodse alle Tider og alle Storme;
nu er det upaaviseligt. Husene findes nogle her og nogle
der i Lersuppen. Det var framifraa Stel altsammen paa denne
Gaard; men det hjalp nok ikke noget nu. - 3 Heste, 12 Kjør
og: Smaafæ strøg med.
Grisen har man bragt
Mad ud til og reddede den flere Dage bagefter i Land. -
1 Hest paa Rindenleret. - Folkene blev reddet paa Land af
andre. Da de vaagnede ved Ulykken, tænkte de at redde
sig ud i det solide Stenfjøs, hvor de trodde sig
mer sikre der blev imidlertid ikke Tid til det, og det var
deres Frelse; thi Fjøset er som sagt for- svundet
hvorimod de blev udreddet at Huset, der snoedes rundt.
Haga, nedre,
Edvard Sandberg og Hustru Jokumine samt hendes Mor. Kaarfolk:
Kristen og Antonette. Alle forulykkede. 1 Hest. 5 Kjør,
4 Faar og 1 Gris strøg med; 1 Hest reddede sig selv.
- Husene blev allesammen ganske ødelagt, ligesom
al Jorden.
Langenget,
Halvor, 70-75 Aar, og Hustru Olava Johanesdtr., samme Alder.
Sønnesøn Olaf Guneriussen, 19 Aar, sindssvag.
Samtlige blev de reddet af Folket paa "Bjørken"
og Husmendene hans. - 1 Gjed og 5 Sauer strøg med.
Kun reddet 1 gl. Feld, 1 Hodepude samt nogle Klær.
- Al Jorden er ødelagt.
De blev reddet ud gjennem
Vinduet. Man maatte kjøre Bord fra Bjørken
og hugge Trær og lægge som Underlag for Broen,
da her var meget sumpigt. De havde arbeidet for at holde
sig oppe af Leren, som fyldte Værelset, og var saa
anstrængte og forfrosne, at det var netop man kunde
faa dem ført til Land over den smale Bro. Den sindssyge
Gut var rent vild; han skreg som en Besat og man maatte
ta ham med Magt og føre ham tillands, da han ikke
forstod Situationens Farlighed.
Lunden,
Johannes Thoresen, 46 Aar og Hustru Bergithe Olsdtr., 31
Aar. - Børnlese - Pige Julie Johannesdtr. , 24 og
Gjætergut Annæus Pettersen, 13 Aar. - Kaarfolk:
Johannes Olsen og Martha Pedersdtr. omkr 65 Aar. Bergithes
Mor Bereth Larsdtr., 54 Aar. - Allesammen reddet. - Kaarfolkene
blev først var Ulykken, og Konen varskudde da de
andre, som laa nedenunder, hvorefter de straks skyndte sig
op paa Loftet, hvilket var deres Redning. Derfra reddede
de sig ud gjennem Vinduet. Huset er flyttet opover 1-200
Meter, og de havde omkr. 100 Meter til fast Land. De kom
fra Vinduet ud paa nogle Stokker, som laa og flød.
De fleste var nøgne.
Fra disse hoppede de bort paa en Langvogn, som laa og flød;
fra et Udhus, hvor Hesjeved og Kornstør svømmede
omkring samt paa Bord og Stokker af Huse, kom de sig paa
Land. - Besætningen var 10 Naut og 3 Heste samt 25
Sauer. 2 Kjør, 1 Lam samt den paa Rindenleret værende
Tjenestehest blev bjerget. - Neppelig er noget Hus, af alle
de ødelagte, saa søndermalet som dette. -
Optil 100 Maal Jord gik med.
Pladsen
under denne Gaard staar oppe paa Bakken og gik altsaa ikke
med.
Haga, søndre, ("Hammeln"),
Ole Andersen, 64 Aar, og Hustru Ane Martha Jakobsdtr., 67
Aar (Joh.s Kaalens Søster). - Hun ligger f. T. syg
af Anstrengelse, Kulde o. lign. - De blev reddet ud Kl 8
Morgen. - De laa nede og borte Duren og Rystelsen, og idet
de lukte op Døren og skulde springe ud, kom Leren
ind og fyldte Værelset, saa det gikk dem langt op
paa Livet. De kom sig dog ud af Huset og strævede
sig gjennem Lersumpen engang imellem op paa nogle faste
Lerklumper. Paa denne Maade blev baade de og Dtr. Anna,
22 Aar gl. samt hendes lille Son, 1½ Aar gl., reddet.
De blev reddet paa Land af Martin T. Lunden og hans Folk
under stor Livsfare. - Martin Lunden arbeidede paa fastende
Hjerte med Redning her og der til over Middag, da han fik
sig lidt Mad og strax tog paa igjen og holdt utrættelig
paa i flere Dage. - 1 Hest, 4 Kjør og 8 Smaafæ
strøg med paa dette Sted.
Lundbyhammeln,
Johan, 49 Aar, og Hustru Karen Arntsdtr, vel 50 Aar. Johans
Datter af tidligere Ægteskab, Anna, 10 Aar. - Fattig-
lem Martha Baardsdtr. omkr.. 70 Aar. - Johan vaagnede ved
at faa en Stok fra Vaggen faldende ud over sig. Han kom
sig fri af Stokken og frem paa Gulvet. Saa krøb han
op igjennem Skorstenspiben, hvor han hørte sin datters
Raab om Hjælp, hvilken det dog ikke stod i hans Magt
at bringe, da Huset var fuldt af Lere. Baade hans Hustru
og Datteren omkom, ligesaa Martha Baardsdtr.
Han alene blev reddet.
Han kom i bare Skjorten til Bjerken, hvortil ogsaa mange
andre reddede blev bragt op. Nu er han daarlig og skral
bagefter Katastrofen. - 1 Ko og 5 Smaafæ strøg
med. - De Forulykkede fundne og begravne.
Sundbyaunet,
Haldor Haldorsen og Hustru Guruanna Ivarsdtr. Begge omkr.
70 Aar gl., omkom. Ligene gjenfundne. - Husene flyttet ca.
100 Meter. - I Ko og 1 Sau strøg med. 1 Sau reddet.
Hagaenget,
Kjøberum, Petter Mikkelsen 30-40 og Hustru Guruanna,
46 Aar gl. - Manden er Skrædder og var borte paa Arbeide.
Konen blev reddet Da hun mærkede Skredet, tog hun
mindste Barnet, 3 Aar, og sprang afsted med; men hun var
ikke kommet langt, for den fremstyrtende Lermasse indhentede
hende og i enslags vildelse kastede hun da Barnet fra sig
og kom selv op til Gaarden Sundby. Hun var da slemt istykkerslaat
baade i Tindingen og andre Steder (Dok- toren maatte sy
hende sammen). Paa Sundby vidste man endda intet om Ulykken
Man spurgte hende da, hvad som stod paa og hvorledes hun
kom did; hun svarte sanseløs paa alle Spørgsmaal.
Hun havde 4 Barn. Det ene tog hun altsaa med, men maatte
kaste det fra sig, og de 3 andre blev liggende igjen. Hun
ligger nu syg efter Nattens Rædsler. - 1 Ko strøg
med, men 1 er kommet sig tilland. 3 a 4 Smaafæ gik
ogsaa med.
Da Ulykken rygtedes,
kom Manden til. Det var sørgeligt at høre
hans Beklagelser. De havde ialt havt 7 Børn; 3 var
døde tidligere. - "Nu har vi ingen igjen!"
sa han. De forulykkede Børns Navne er: Marie, Johan
Marius, Gunhild Pauline og Grethe.
Melbynæsset,
Andreas Sevaldsen, 64 Aar og hans lidt yngre Hustru Ingeborg.
Børn: Ole 17 og Ragnhild vel 20 Aar samt Sønne-
sønnen Herman, 7 Aar. Alle omkomne. 2 Kjør
og nogle Smaafæ ogsaa strøget med. Husene i
Ruiner. - Denne lille Gaard var saa vakker og trivelig.
Hermans Fader, Sevald, som er i Amerika, hjalp sine Forældre
med Penge for at gjøre det rigtig kjært og
koseligt for dem. Da hans Hustru døde i Amerika,
kom han ifjor hjem til Norge igjen medtagende sin lille
Søn, som han fandt det bedre, at Gutten var herhjemme
for Opdragelsens Skyld. Han be- skrives som en skjelden
snil og omsorgsfuld Fader. Hans lille Gut havde saaledes
egen Lærerinde baade ifjor og iaar. Og den lille Herman
var ogsaa saadan en liden Kjærnefyr og vakker. - Melding
er sendt Faderen i Amerika.
Hagavald, "Gamlepladsen",
Enke- Marie Baardsdtr., vel 70 Aar. Hendes Dtr.: Marie Olsdtr.,
29 Aar, Sypige; hun havde hos sig en anden Sy- pige: Bolette
Sefaniasdtr. fra Vuku. Desuden var paa Pladsen en svagelig
Pige: Fattiglem Oline Jørgine Olsdtr. fra Søndmøre.
- Bolette reddede Marie, idet en Stok var faldt over hende,
saa hun ikke kom sig løs. Med megen An- strengelse
fik hun hende fri. Huset sprængtes af Leren og Gulve
og Loft var der ikke Tale om; de løftedes af Dyn-
det helt op under Røstet og kom sig derfra bort i
Fjøshelen, hvor de saa ogsaa Koen i Fjøset
blive løftet helt op under Røstet. Disse to
blev reddet, hvorimod Moderen og Fattiglemmet døde;
- Koen strøg med.
Lyngsvald,
Ole Johnsen og Hustru Ragnhild Margrethe. Dtr. Oline Margrethe.
Samtlige disse omkom, hvorimod en Foster-datter blev reddet.
Pigen laa ovenpaa; de andre nedenunder. Da disse vaagnede,
var der fuldt af Lere allesteder, saa de kunde ikke komme
hverken ud eller op. De raabte til Fosterdatteren ovenpaa,
at hun skulde bryde op Gulvet med en Øxe. Herpaa
begyndte hun ogsaa; men da Vandet fyldte Underetagen og
steg oppe paa Loftet ogsaa, maatte hun slutte Arbeidet og
redde sig selv. Hun kom sig op paa Taget, og derfra blev
hun reddet paa Land af andre.
Lyngsholmen,
Aage og Hustru samt en Pige blev alle reddet, hvorimod en
gl. Pige, et Fattiglem, omkom.
111 Mennesker
er saaledes ialt omkomne under Skredet. Men mange af de
Reddede er skadet paa forskjellig Vis og er paaført
Sygdomme under Katastrofen, saa at der skal meget til, om
de nogengang blir bra igjen. - Som allerede i Beretningen
fremhævet, er der flere Tilfælder, hvor reddede
Personer senere er afgaaet ved Døden.
Redningsarbeidet
dreves med stor Nidkjærhed af Bygdens Folk samt af
tilkaldt Militær fra Rindenleret, ligesom ogsaa Rekrutskolen
paa Stenkjærsanden og 100 Mand Militære fra
Trondhjem indkaldtes for at bistaa med forskjelligt Arbeide,
saa- som Vagttjeneste, Faschinering af undergravendes Strøg
osv. - Mangen Beretning gaar om det Mod, som af For- skjellige
lagdes for Dagen og den Iver man udviste for at komme Betrængte
tilhjelp. Vi skal nævne nogle Exemp- ler:
Da John Grunden og Oluf
Gudding tidlig om Morgenen fik Besked paa Nattens Ødeleggelser,
fandt de frem Skierne sine, og komne til Ulykkesstedet,
spændte de Skierne paa og la ivei over Leirhavet.
Naar de paa sin eiendomme- lige Skifærd traf paa levende
Folk, signaliserede de til Land, og af Folket blev da udlagt
Broer, saa mange paa den Vis blev reddet. De for helt fra
Melbynæsset til Afgrunden ved Follo. Det gik ikke
værst i Leren med Skierne, men det var en farlig og
anstrengende Tur. Mange Steder var Lersuppen saa blød,
at Skierne sank i og Leren lukkede sig over dem, og da gjaldt
det at hale paa. Paa sin Vandring traf de mangen af Leren
opstikkende Haand og Fod af døde Folk. De brugte
flere Timer til denne Rekognosceringsfærd og det var
ikke faa, som formedelst dem blev reddede. - Da de endelig
naadde Land igjen, var de saa medtagne, at Benene ikke vilde
bære dem.
Exempler paa saadanne,
der selv udreddede øieblikkelig gav sig ifærd
med andres Redning, er der nok af, og hvor seig den norske
Bonde er bekjendt for at være i enkelte Retninger,
kom det her vel med, thi mange var det, som klemte paa slig,
at; de ofte var ifærd med at segne om af Træthed,
men alligevel tog i paanyt igjen, saasnart de hørte,
at der var nogen, som var i Nød, og der reddedes
saaledes mange baade Folk og Kreaturer. At spise, glemte
man eller tog man sig ialfald ikke Tid til, og Nattesøvnen
blev for mange rent sløifet umiddelbart efter Ulykken.
- En høist rosværdig Redningsiver laa over
alle baade store og smaa.
Kavalleriet gjorde sig
i høi Grad fortjent ved Redningsarbeidet. Der var
ikke rekvireret Hjelp af dem, men saa- snart de fik høre
om Ulykken, drog de afsted til forskjellige Punkter og mange
er Beretningerne om deres Helte- gjerninger. De bistod overalt,
hvor deres Hjelp blev paakaldt og overalt, hvor der var
noget at gjøre. De byggede Broer og vovede sig ud
til de nedsukne Huse mangengang med stor Livsfare og deres
Arbeide resulterte i Udred- ningen af mange baade Folk og
Kreaturer. Officærerne arbeidede sammen med de Menige
og alles Bestræbelse var at være til mest mulig
Nytte, hvilket de ogsaa blev, da Ledelsen var høist
rosværdig.
- Bygdens Folk var i
Arbeide allerede fra Natten af, og disse gjorde store Ting
og reddede før Kavalleristerne kom, mange. Ritmester
Lowzow siger saaledes, at der var mange bragt paa Land af
Bygdens Folk, da de kom frem; men nu var mange af dem gaat
klar. Han saa mange, der skjalv af Sindsoprør og
Anstrengelse. - Johannes Hauan, Sefanias Støp og
Iver Forbregd samt Mændene paa Lunden og Bjørken
fortjener særlig at nævnes for sin Iver, Koldblodighed
og Dødsforagt.
Der var ikke Spørgsmaal
om mit og dit. Havde man en Bordstabel staaende eller andre
Materialier liggende, over- lod man det mer end gjerne til
Brolægning osv. Bønderne paa de omliggende
Gaarde tog sig med stor Redebonhed af de Ulykkelige, som
havde mistet alt hvad de eiede og havde, og der laa tildels
indkvarteret flere Familiar paa hver Gaard.
Paa enkelte Gaarde t.
Ex. Stjørdal, var der ogsaa formelig Sygehus, paa
samme Tid som der ogsaa var Lighus. Mange Syge og Forkomne
blev bragt did. En Gang, vi var paa Gaarden, laa der ikke
mindre end 5 Lig der, hvilke alle var fremgravne af Leren,
hvor man var blevet opmærksom paa dem derved, at en
eller anden Legemsdel stak op.
Doktor Sæthre
blev straks hentet og han havde i flere Dage full Beskjæftigelse
med at tilse alle de Syge, foreta Forbindinger. Flere blev
ogsaa bragt til Levanger Sygehus, hvor der tildels maatte
foretages Amputationer af ødelagte Lemmer.
Der blev efter Ulykken
opbudt Folk til at befare Lerhavet for at søge efter
Menneskeliv og begrave Dyrenes Kadavere. En Masse Fugl var
samlet til Ulykkesstedet og der var visselig noget at fraadse
i. Saaledes nævnte vi tidligere, hvorledes der paa
Ordfører Tessems og Hustrus Lig af Fuglene var udhakket
det venstre Øie paa hver af dem. Andre Lig, som vi
saa, var ligeledes ilde tilredte af Fuglene. Men efterhvert,
som Vandet ség undda og Leren blev haardere, kunde
man komme udpaa og da blev dagligen mange Lig paalandbragte
og altsaa reddede fra videre Vansiring.
Paa Sydsiden var Jemtlandsveien
afbrækt, hvorfor det var vanskeligt at komme frem
baade alene og med Hest og Læs, hvorfor Begravelserne
foregik paa forskjellige Steder. Saaledes blev der en Dag
paa den saakaldte Lysthaug ved Bjørken begravet ikke
mindre end 9 Lig med engang. Grave, hvor mange Kreaturer
er nedlagte, findes her og der.
- En Dag begravedes
ved Stiklestad Kirke ikke mindre end 17 Lig med engang.
Flere Steder var Kreaturerne endnu levende i Fjøsene,
hvor man kom ind, men da man ikke saa sig nogen Raad til
at faa dem frem med Livet, blev de dræbte i Baasene.
Ogsaa i Leren laa levende Kreaturer Dagen efter Katastrofen
og disse blev nedskudte, hvor man ikke kunde komme bort
til dem og faa dem paa Land. Ellers var det Syn, som man
ofte blev Vidne til i Fjøsene, ganske forfærdeligt.
Mange Dyr var bundne fast og flere Steder saa man Bagdelene
af dem stikke op mod Taget, der hvor Fjøsene var
fyldt af Lere, medens Hoderne og Fremdelen stod under i
Lersuppen. - Andre Steder var igjen kun Hoderne synlige
af Kreaturerne og nogle var helt begravne.
Rædslerne, som
mange forulykkede baade Dyr og Mennesker har maattet udstaa,
for de er døde, er saa store, at vi ikke vil forsøge
at beskrive dem. Blandt alle de Lig, vi saa, var der Liget
af en vakker 1-2 Aar gl. Gut; han laa i Nattrøien
sin, og vi kan ikke forstaa, at denne Gut har hverken vaagnet
før Døden hentede ham eller at han har lidt
nogensomhelst Dødskval. Han laa saa fredfuldt og
var saa pen. Ellers saa vi nok af dem, der var forslaaede
og lemlæstede og ilde tilredte ogsaa.
Mangen reddedes, som nok selv ikke havde nogen Tanke om
mer at komme til Lands. Saaledes minder vi om Pigen fra
Trygstad, der blev gjenkaldt til Livet af Solens varmende
Straaler og som ved at raabe om Hjelp hendrog Kava- lleristernes
Opmærksomhed paa sig. Ligesaa var der en Pige, Laura
Eriksdatter fra Kraag, som beretter, at hun sprang ud af
Vinduet i 2den Etage og ovenpaa Leren førtes afsted
med Skredet i rasende Fart. Flere Gange var hun aldeles
under i Lere og Vand og Sandmasser styrtede over hende,
saa hun var aldeles begravet.
Sandhaugene aabnede
sig dog igjen og Vandet skyllede hende op og kort efter
Skredet befandt hun sig liggende ovenpaa Leren ved Kaalen,
ca. 8 Kilometer nedenfor. Da hun senere saa Mænd Paa
Land, opbød hun al sin Kraft og fik Nattrøien
trukket af; med denne viftede hun da og man blev opmærksomme
paa hende, la Bro ud og fik hende paa Land. - Stakkars Kvinde,
vaad og klemt og i bar Natdragt ude i mange Timer midt paa
Natten i bidende kold i Østenvind!
- Ligesaa den unge Pige,
som sad 15 Timer i bar Natdragt i et Oldertræ. - Sergeant
Høien bar ud fra en Plads en gammel Kone, som var
saa forslaaet, at hun ikke selv kunde gaa, og hun og en
12 Aars Pige roedes i Baad tillands. En Pige fik af Konen
paa Gaarden, efter at de alle var komne ud, et l ½
Aars gammelt Barn at bære. Saa revnede Jorden og alle
de andre kom bort, medens hun førtes afsted med Raset;
hun sank nedi og stod under til Brystet, da hun udpaa Dagen
reddedes af Kavallerister. Hun havde været under og
svelget Lere og var forskrækkelig forslaaet, saaledes
havde hun bl.a. brukket Kravebenet.
Rædselen
hos dem, der ikke selv gik med, men hvis Eiendomme ligger
ud til Skredet, var som rimeligt stor. Man trode sig ikke
sikker paa sine Gaarde og der gik tildels mange Dage - for
enkeltes Vedkommende Uger - for de flytted til-bage. Flere
har bare Husene staaende igjen, men ingen Jord, saa disse
har heller intet at gjøre tilbage. Somme er det ogsaa,
som ikke længere vil bo i den nu af Ødelæggelsen
vansirede, men før saa smukke Dal.
Tab af Værdier
Fra offentligt Kontor har vi faat os tilstillet Opgave over
Værdier, som er gaat tabt ved Ulykken. Disse er dog
ikke endelige, da Tillæg stadig kommer til; men saa
langt fra Sandheden kan de ikke være, da herefter
tilkommende Anmeldelser kun kan være af ubetydelig
Størrelse.
Det fremgaar deraf at
ca. 100 større og mindre Brug er mer eller mindre
skadelidte. Matrikkelskylden paa disse er tilsammen Kr.
1023.57. Tab af Eiendom er ansat til Kroner 425,000 00,
Løsøre Kr. 105,000.00, Huse Kroner 109,000.00,
Føderaadsværdier Kr. 61,000.00, Avling Kr.
120,000.00 og for Værdalsbruget Kr. 30,000 00 samt
andre indirekte Tab.
Værdalens Spareskillingsbank
lider ved Ulykken et Tab paa nær 50,000 Kroner. Det
samlede Tab ansættes af den af Herredsstyrelsen nedsatte
Velfærdskomite for den Enkelte og for Kommunen samt
Sparebanken og andre offentlige Indretninger til omkring
1 Million Kroner.
Mange er interesserte
ved Kautioner, og skal de bli rykket for sine Forpligtelser,
vil det komme til at bli daarligt for mange af dem. En Enke,
der sidder paa en stor Gaard, ytrede saaledes: Her sidder
jeg paa en vakker Eiendom, som er min helt ud, og man kalder
mig rig; men jeg er Endossent for saa mange, hvis Gaarde
nu er forulykket, at skal jeg bli krævet til Ansvar
for mine Forpligtelser under disse Omstændigheder,
saa vil jeg selv ikke faa saa meget igjen, at jeg kan skjule
mit Legeme. - Det samme gjelder for mange, om ikke i lige
stor Udstrækning.
Af de totalt ødelagte
Eiendomme er der én, som alene repræsenterer
en Værdi af over femti Tusen Kroner. Mange, som før
har været velstaaende Folk og er udreddede, eier intet
- absolut intet; saaledes maatte en, der har været
en Rigkakse, men som blev udreddet i Skjorten, faa hos andre
at klæde sig paa med.
Naturligvis rammer Ulykken
langt videre, end man med engang tænker sig, og paa
saadanne Felter tildels, at Tab- ene ikke kan beregnes.
Det er Aarhundreders Arbeide og Kultur, der er gaat tilspilde
- fuldstændig ødelagt, foruden at Jorden, som
den nu ligger, ikke faar en Øres Værdi paa
mange Aar. Hele Bygden og de tilstødende Distrikter
vil i større eller mindre Grad lide ved, hvad der
overgik det det ulykkelige Strøg. Riktignok er Værdalen
stor og Størsteparten er forsaavidt uberørt,
som Raset ikke er overgaat hele Bygden; men det var mange
af de største og mest veldyrkede Eiendomme, i Bygdens
Hjerte, som strøg med, og dette vil paa forskjellige
Maader øve sin Indflydelse paa de tilstødende
Distrikter.
Vi vil nævne blot
nogle Exempler paa, hvordan Katastrofen rammer udenforstaaende.
Først altsaa Banken, dernæst Kommunen bl.a.
ved Skattetab. Staten ligesaa. Mer end 100 Personer omkomne
vil ha Indflydelse paa Bygdens Behov af forskjellige Produkter,
hvilket rammer Handelsstanden. 100 mer eller mindre skadelidte
Brug vil øve en kanske afgjørende Indflydelse
paa Meieriets Drift og have stor Indflydelse paa Bygdens
Omsætning. Kreditorer maa slaa en Streg over Tilgodehavender.
Saaledes ser vi en Mand, der var kjendt som økonomisk
solid, bekjendtgjøre i Aviserne, at paa Grund af
alle de Tab, han led ved skadelidte Personer, maatte de
ikke Skadelidte afgjøre sin Debet til ham, saaat
han skulde kunne klare sine Forpligtelser.
Kommunen taber ved de
ødelagte Veie betragtelige Beløb samt paabyrdes
store Udgifter ved nye Anlæg. Staten ligesaa. Ligesaa
lider Kommunen Tab ved den ødelagte Trøgstad
Skole. Værdalsbruget tabte ved Tømmer og derved,
at Driften delvis maa indstilles. Telefonlinjen er afbrudt.
Som sagt: Katastrofen har Indflydelse paa saa mangfoldige
Hold, at man kan ikke i Farten sætte sig ind i eller
overtænke, hvilke vidtrækkende Følger,
den har. Dertil kommer endda omkring etpar Hundrede reddede
Mennesker, der er berøvet mange alt og andre Størsteparten
af, hvad de eiede og saaledes har tabt i økonomisk
Værdi og Nytte for Bygden.
Afslutning
Som en passende Afslutning paa denne lille Beskrivelse over
Død og Ulykke, vil vi faa Lov at meddele, hvad Fagmænd
udtaler om Værdalens Fremtid samt meddele, hvorledes
Budskabet om den forfærdelige og i sit Slags meget
sjeldne Ulykke modtoges af Folk baade i Hjemlandet og paa
fremmede Steder.
Hele det af Skredet
hjemsøgte Sted samt der, hvor Massen gled udover,
er nu en eneste stor Flade, saaatsi jevn og ensformig som
ingen anden Strækning i vort Land. Jordlaget er altsaa
væsentlig Lere. Vandet siger efterhaanden bort. Strax
efter Skredet, var det forbundet med Livsfare næsten
hvert Skridt, man gik, og det var Uraad at komme frem, endda
man la Bord over, For hver Dag, som gaar, blir Skorpen haardere
og fastere, og det vil formentlig ikke gaa saa ret lang
Tid hen, for man trygt kan gaa hvorsomhelst uden Resiko.
Lerjord er ialmindelighed holdt for noksaa bra Jord og det
overførte Slam vil gjøre den værdifuld
ved sin Gjødningskraft.
Om 10-15 Aar, mener
somme, vil det hele Land være særdeles vel skikket
for Dyrkning, og andre mener tilmed, at den hele Strækning
vil være Gjenstand for Kultur inden Aarhundredets
Slutning, og at Jorden da vil give Brugerne et godt Udbytte.
Det vil da være et fortrinligt Dyrkningsland formedelst
sin Frugtbarhed og lette Drivlighed. Saaledes er ikke dette
Fremtidsblik saa mørkt endda, og glædeligt
vil det jo ogsaa være, at man kan faa det samme Jordareal
igjen, omend rigtignok med Arbeide fra nyt af.
I Pressen er der fremkastet
forskjellige Tanker om, hvordan Staten burde komme de Skadelidte
tilhjelp og hvordan man igjen kunde bringe Nationalformuen
tilbage til det, den var med Værdalen som dyrket og
bebygget Land. Man har da paapegt Indkjøb for Statens
Regning af forskjellige Myrer, og helst har man da dvælet
ved Mæresmyren i Sparbu, der er af fortrinlig Beskaffenhed,
men som ikke egner sig til privat Opdyrkning, da den er
ca. 6000 Maal stor og ikke vil kunne lægges under
Kultur stykkevis, uden at man tapper ud den hele Myr.
Man foreslaar videre,
at Staten udstykker jorden i Parceller til skadelidte Liebhabere,
mod at disse tilpligtes at opdyrke Jorden, hvormed Staten
skal bistaa ved Tilstaaelse af Laan, ligesom man tildels
gjør i andre Lande. Derved sikrer man sig altsaa,
at den Hjelp, Staten under et Tilfelde som Værdalsulykken
antages absolut at maatte yde, ogsaa virkelig kommer til
ret Anvendelse, idet mange, som modtog Hjælp, ellers
kunde tænkes hellere at ville benytte denne til at
udvandre til Amerika eller til at nedsætte sig andre
Steder, hvorved Hensigten med Hjelpen jo vilde forfeiles.
Ved et saadant Arrangement
vilde man paa en letvint Maade kunne sætte de nu ved
Ulykken eiendomsberøvede Personer i erhvervsdygtig
Stand og saaledes afhjelpe Nøden for dem og deres,
paa samme Tid som Nationalformuen vilde bringes tilbage
til sit gamle Punkt igjen.
Sympathi
Ikke før bares Budskabet ved Telegrafens Hjelp ud
over Landet, for godhjertede Personer paa de forskjellige
Steder strax tok, sig fore at lindre Nøden hos de
Reddede og afhjelpe Tabet paa bedste Maade. Øvrighedspersonerne
i vort Amt lod strax udstede Opraab om Bidragsydning og
Bladene opfordrede til Indsamlinger.
Amtets Repræsentanter
foreslog i Storthinget, at dette skulde bevilge 10000 Kroner
til Afhjelpelse af den øieblikkelige Nød og
dette Forslag vedtoges enstemmig. Dernæst fremsattes,
ligeledes af Amtsrepræsentationen, Forslag om, at
man, for at vise sin Sympathi for den skadelidte Bygd, skulde
eftergive den paa Værdalen udlignede Statsskat, hvilken
andrar til mellem 3 og 4000 Kroner. Ogsaa dette Forslag
vedtoges. Dernæst bragte Telegrafen Melding om, at
Regjæringen indstillede paa at Bataljonssamlingen
for Indherredske Jægerkorps og Infanteribataljon skulde
indstilles til Fordel for Værdalen, hvilket ifølge
kongelig Resolution ogsaa fandt Sted. Pressen tog da Ordet
for, at Bataljonssamlingerne over det hele Land skulde indstilles
paa Grund af de trykkende Tider og, som man fremhævede,
for at kunne anvende des flere Midler til Fordel for Værdalen.
Ogsaa dette Raab blev
hørt, hvorfor Bataljonssamlingerne iaar sløifes
over det Hele. Imidlertid foreligger endnu ingen Storthingsbeslutnlng
for hvormeget og paa hvilken Maade, Storthinget skal komme
den ulykkelige Bygd tilhjelp. Det kan meddeles, at der skal
være god Stemning for Hjelp i størst mulig
Udstrækning, hvilket foruden af det allerede for nævnte,
vil forstaaes deraf, at der er faldt Beslutning om, at Ofring
til de Skadelidte skal foregaa i alle Landets Kirker.
Foranlediget af faldne
Udtalelser har Værdalens Heredsstyrelse indgaaet til
Storthinget med Forslag om, at der tilstaaes Kommunen et
Laan paa 20,000 Kroner for at Kommunen kan bli istand til
at bare de Udgifter, den paabyrdes ved Ulykken samt taale
Tabene. Dette Laan er ifølge Meddelelse nu tilstaaet.
Storthinget og Regjeringen
har nedsat en 4 Mand stærk Komité, der sammen
med den af Heredet nedsatte og fungerende Velfærdskomite
skal undersøge Ulykkens Omfang og afgive Indstilling
om, hvad der fra Storthingets Side ber gjøres, saa
det er at anta, at der vil bli gjort alt muligt for at afsvække
de Følger af Ulykken, som det staar i Statens Magt
at afsvække.
Regjeringen foreslaar
bevilget 30,000 Kroner til Elvens Regulering, 34,000 Kroner
til Veienes Oparbeidelse og 6000 Kroner til Dækkelse
af Militærets Assistance. - Elvebevilgningen paa Betingelse
af at være fri mulige Skadeserstatningskrav.
Saa kom der telegrafisk
Melding om, at Kongen havde givet 5000 Kroner til Værdalens
Skadelidte, og at Prins Carl skulde komme hidop for at udtrykke
Kongens Bedrøvelse over den Ulykke, som havde overgaat
Bygden. - Prinsen kom medbringende de 5000 samt dertil 1000
Kroner fra Kronprinsen og 1000 fra ham selv og Prins Eugen.
Han talte med mange af de Skadelidte og med saadanne, som
blev forestilt for ham som havende udført Heltegjerninger
under Redningsarbeidet.
Han besaa Ulykkesstedet
og talte paa etpar Steder til den forsamlede Folkemængde.
Det var Kongens Ønske, at han selv skulde uddele
Pengene; men paa Forestilling først af Sogneprest
Hansen, der saa, hvor uendelig vanskeligt det vilde bli
at paa den Maade faa Bidragene i de rette Hænder,
telegraferede Prinsen efter Opfordring af Statsraad Nielssen,
der tiltraadte. Sogneprestens Mening, til Kongen, som derpaa
strax tilkjendegav, at han billigede, at Gaven blev at uddele
af Velfærdskomiteen.
Ved den Indsamling,
der over hele Landet er iværksat, er indtil nu betydelige
Gaver samlet. Mange har git baade 500 og 1000 Kroner liver.
Alene paa "Morgenbladet"s Lister er ialt indkommet
ca. 30,000 Kroner.
I Kristiania er indtil
nu samlet omkring 50,000 Kroner; i Bergen ca. 12,000; i
Arendal 2,100; i Kristiansund 2700 Kroner o. s. fr. i samme
Forhold overalt.
Kunstnere har git Kunstværker
til Bortlodning til Fordel for Værdalen, og Haandværkere
Møbler. Sangforeninger og Selskaber har foranstaltet
Koncerter og Fester i samme Øiemed, Kunstnere ligesaa,,
og overalt er man blevet Vidne til en ualmindelig Offervillighed.
- I Kristiania foranstaltede "Tivoli" flere Dages
Festligheder, hvilke indbragte mere end 5000 Kroner. - Kristiania
Theaters Orchester Concert gav 757 Kroner.
I Trondhjem skred man
med en Gang til Indsamling af baade Penge og Gaver in natura.
Resultatet af Mad- og Klædeindsamlingen var ganske
storartet. En enkelt Bager gav saaledes 7 Tønder
Brød.
Et enkelt Firma i Kristiania,
Steen & Strøm, indsendte til Sogneprest Hansen
50 deilige dobbelte Uldtæpper til Uddeling, og nært
og fjernt ifra har man formelig kappedes om at yde til de
Betrængte. - Denne Offervillighed har meget bidraget
til at mildne ikke alene Nøden, men ogsaa Sorgen
hos de Ulykkelige.
Til de ved den store
Ulykke i Lofoten i Vinter forulykkede Fiskeres Efterladte,
indsamledes ved frivillige Gaver 100,000 Kroner; men her,
saa snart efter, indsamles visselig endda langt mere.
Ogsaa fra Broderlandet
er Gaver - tildels meget store - ankomne. Flere har ogsaa
der git 500 og 1000 Kroner hver, saaledes en ubenævnt
og ukjendt Giver i Karlskrona 1000 Kr. - Fra Stockholm er
indsendt nær: 6000 Kr. - Husqvarna Fabrikkaktiebolag
har sjænket 500 Kroner. - Fra Gøteborg er ankommet
4288 Kroner.
Den danske Rikmand I.
Moresen har git 1000 Kroner. En Englænder, Mr. Wilson,
Indehaver af den bekjendte "Wilsonline", har endog
git 100 Pund Sterling = 1821 Kroner, Firmaet N. L. Meyer
i London 500 Kroner, Advokat William Minet 450 Kroner og
ogsaa fra andre Lande er større Gaver modtat.
En liden By som Namsos har indtil nu samlet nær 2000
Kroner.
Det er os en Glæde
at kunne afslutte denne lille Beskrivelse med Beretningen
om, hvordan offervillige Mennesker har stillet sig ligeoverfor
Sagen, og det saa meget mer, som Tiderne er pinagtige og
der paa ethvert Sted stiller saa mange og berettigede Krav
til den private Godgjørenhed. Vi har kun nevnt nogle
af de største Bidragydere; men ogsaa de Smaa i Samfundet,
for hvem Ørene gjelder mer, end Sedlerne for de Rige,
har ogsaa været med at bidrage sin Skjærv; saaledes
skal nævnes, at ved forskjellige militære Korps
og ved større Arbeidsværker i baade Norge og
Sverige har man sluttet sig sammen og ydet ret anseelige
Gaver. Saaledes samledes ved Østerdalens Bataljon
200 og ved Eidsfos Brug 100 Kr.
De anførte Gaver er blot nogle enkelte og spredte.
- Indsamlingerne fortsættes.
Det hidtil kjendte Udbytte
of Ofringerne i Landets Kirker er ifølge Indberetninger
til Kirkedepartementet og private Meddelelser til os for
efternævnte Kirkers Vedkommende.
I Hortens Kirke Kr.
285,05; i Moss Do. 252,51; i Sarpsborg Do 193,80; i Sagenes
Do. 206,05; i Paulus 180: i Kampens 129; i Vor Frelsers
277,41; i Porsgrunds 774,88; i Bakke (Øvre Eker)
218,38; i Sande (Jarlsberg) 150,66; i Indseth (Kvikne) 63,50;
i Hamars 470,47; i 400,88; i Furnæs 390,17; i Ekersunds
359,17 ; i Ogne 89,59; i Fiskums 108,20; i Vingers 193,22;
i Kristianssands Domkirke 619,56 ; i Levangers 331,17; i
Sandefjords 257,22; i Skiens 288,42; i Grimstads 366,40;
i Hisø 239,26; i Kongsbergs 222,95 ; i Meldalens
157,58; i Strømsø og Tangens 405; i Strømmens
og Svelviks 163,96; i Sandeherreds 305; i Garmos (Lom) 17.95
; i Kragerø 226,75; i Leinstranden (Melhus ) 80,12;
i Vestre Akers 112,34; i Bygdø 308,12; i Sørkedalens
61,85 ; i Baklandets 90; i Ilens 91,45; i Namsos 40; i Bergens
Kirker 1800; i Arendals Kirke 311 ; i Stenkjær 122,52
og i Snaasens Kirke Kr. 171,05.
Ogsaa Frelsesarmeen har over det hele Land optaget Kollekt
for Værdalen.
Denne Bog har vi skrevet
efter selv flere Dage at have opholdt os ved Ulykkesstedet
og efter at have talt med mange af dem, som var med i Ulykken,
men blev reddede, og med Øienvidner og saadanne,
som stod Folket nær, samt har vi flere Gange konfereret
med Øvrighedspersoner ligesom vi har flere Opgaver
direkte fra offentlige Kontorer. Vi haaber derfor, at alt,
hvad som heri staar, skal være korrekt, og frembyder
Beskrivelsen end ikke noget væsentlig Nyt, udenfor
hvad man af de talrige Korrespondancer og Artikler i Aviserne
allerede skulde kunne kjende til, saa har man dog heri den
Fordel at ha alt væsentlig kjendt om Katastrofen samlet
paa et Bræt.Vi
skylder at oplyse, at vi tildels har benyttet Bladkorrespondancer
som Materiale for at supplere vore egne Samlinger.
Korrigeringer, tilføyelser,
mange bilder og en del tegninger av Steinar Berg finner
du i historielagets hefte gitt ut i 1993 i forbindelse med
hundreårsminnedagen for Verdalsraset. Se fra heftet
her.
*
Dette heftet er første
trykt i P. C. Andresens Bogtrykkeri, Steinkjær, 1893.
Opptrykt 1975 hos Bok- & Offsettrykk, Verdal.
Innskannet og tilrettelagt (med noen bitte små endringer
[og til A-5 format for utskrift som PDF-fil]) for
Verdal Historielag i februar 2008 av Kurt Evert Stenbakk,
Web-ansvarlig for historielagets hjemmeside.
|
